Sideindhold
Formålet med projektet er at udfordre den nuværende praksis for planlægningen i det åbne land og i højere grad koordinere kommunernes og landmændenes ønsker til planlægningen i det åbne land.
Målet med projektet er, at projektets deltagende kommuner, landmænd, landbrugsorganisationer, rådgivere og universiteter i fællesskab udvikler en ny, sammenfattende metode til planlægning i det åbne land. Udviklingen af den nye planlægningsmetode tager udgangspunkt i konkret udarbejdelse af udviklingsplaner for landbrugsbedrifter, hvor Hjørring Kommune og Norddjurs Kommune deltager.
Deltagerne i projektet er Hjørring Kommune, Norddjurs Kommune, LandboNord, Djursland Landboforening, Institut for Samfundsudvikling og Planlægning på Aalborg Universitet, Institut for Bioscience på Aarhus Universitet samt Videncentret for Landbrug.
Projektet har fire arbejdspakker. I arbejdspakke A udarbejdes der udviklingsplaner for de konkrete landbrugsbedrifter. I arbejdspakke B udvikles metoden til samarbejde mellem kommuner, landbrug og andre interessenter. I arbejdspakke C udarbejdes og afprøves der redskaber til at forudsige effekten af planlægningstiltag samt til efterfølgende monitering på bedriftsniveau. I arbejdspakke D arbejdes der med kommunikation vedr. projektet.
Effekten af projektet forventes at være, at kommuner og landbrug i projektområderne via dialog har formuleret en række fælles udviklingsmål, og at samarbejdet mellem landbrug og kommuner er forbedret. Effekten af projektet forventes desuden at være, at det har inspireret til nye tiltag, og at projektets mål og ideer er kendte og diskuterede blandt interessenter i landbruget, kommuner, staten og interesseorganisationer.
www.landbrugetilandskabet.dk
Information om alle projektets aktiviteter og resultater kan hentes via projektets hjemmeside.
Startkonference
Landbruget i Landskabet blev skudt i gang med startkonferencen ’Fremtidens planlægning i det åbne land’ den 22. maj 2013.